Sidste aften

[Elliott Wood]

Elliott skiftede vægten over til den anden fod, mens han spejdede efter Frankie Figg. Hvordan de var kommet igennem eksamenerne og syvende år generelt, anede han ikke helt, men nu var de der. Den sidste dag på året. I morgen ville et tog føre dem væk fra slottet for sidste gang.

Hans hænder føltes svedige og han tørrede dem af i bukserne og kastede et blik over skulderen ind i storsalen. Han kunne vel ikke være kommet dertil før ham eller sneget sig ubemærket forbi? Han drejede sig om igen og fik endelig øje på ham på trapperne.

Puh, han var pæn, nåede han at tænke for sig selv og smilede helt dumt til ørnen.

[Frankie Figg]

Frankie havde nu klaret næsten hele to omgange af syvende år, men denne gang ville det forhåbentlig rent faktisk resultere i, at han blev færdig. Det var både opløftende, men også vanvittigt absurd og han prøvede at lade være med at spekulere alt for meget over, at det ville være en af de sidste gange, han gik rundt der.

Heldigvis stod verdens bedste distraktion tilsyneladende og ventede på ham og en svag panderynke blev erstattet af et drenget smil. "Hey," hilste han, som han tog de sidste par trin ned. "Er det mig, ud står og venter på eller er jeg bare ualmindeligt heldig?"

[Elliott Wood]

Elliott trådte frem til Frankie og tog hans hånd, stadig lidt uvant med følelsen af at have en kæreste. Men hans smil efterlod ingen tvivl om, at det var en god følelse.

"Udelukker den ene den anden?" spurgte han med et skævt smil.

[Frankie Figg]

Frankie tog gladeligt imod hånden og som altid følte han sig meget mere som sit vanlige selv sammen med Elliott, end han gjorde ellers. "Nah, fair nok," svarede han og sneg sig til et flygtigt kys. Han dvælede ikke, men rettede sig op igen og lod blikket glide over Elliott.

"Hvad så?"

[Elliott Wood]

Kysset var mere end rigeligt til at få Elliott til at føle sig helt svævende. Han klemte lidt om hans hånd og trak på den ene skulder.

"Det ved jeg ikke. Vel ikke så meget. Sidste aften," fik han hakket frem og nikkede mod storsalen.

[Frankie Figg]

Frankie forventede ikke meget mere svar end det, men slap blot en tilfreds lyd - især fordi det denne gang rent faktisk ville blive afslutningen for ham. Ikke at dét kom uden bekymringer.

Dét skubbede han dog hurtigt væk, men gav i stedet Elliotts hånd et klem. Ham havde han i hvert fald. "Skal vi?"

[Elliott Wood]

Elliott havde sine egne bekymringer, men de fleste af dem var rettet mod den tanke, der efterhånden havde groet sig fast i ham og gjorde hans håndflader halvsvedige. Det var det, der fik ham til at klare halsen svagt og i stedet gøre et lille nik mod gården.

"Faktisk ville jeg høre, om vi lige kunne snakke sammen først."

[Frankie Figg]

Frankies relativt ubekymrede humør var ikke komplet upåvirket af dét svar og hans bryn trak sig lidt sammen, mens blikket gled over Elliotts ansigt. Det tog et sekund eller to, men så nikkede han en enkelt gang.

"Klart," svarede han og stak hænderne dybt i lommerne på bukserne. Han smilede skævt, men ikke overstrømmende og kunne ikke lade være med at komme med en tør tilføjelse, som ikke lød helt så sjov, som det var meningen. "Selvom det er et rimelig skod tidspunkt, hvis du dumper mig nu."

[Elliott Wood]

Engang havde Elliott nok tænkt, at det var en rimelig cool måde at håndtere det på, men nu kendte han Frankie bedre og så usikkerheden, der lå bag den skæve spøg. Han gav hans hånd et klem og modstod fristelsen til bare at kysse ham.

"Det kommer slet ikke på tale," forsikrede han ham, før han begyndte at gå mod gården. Han ventede da heller ikke længere, end til de var nået bare lidt væk, før han begyndte.

"Egentlig, så slog det mig bare, at vi jo ikke har snakket så meget om, hvad der skal ske efter skolen. Det er nok stadig ikke helt gået op for mig, at vi ikke kommer tilbage hertil."

[Frankie Figg]

Det var lidt som om, at Frank først for alvor indså risikoen for, at det var en reel mulighed halvvejs i sin egen sætning og af samme grund var han ikke utilfreds med den hurtige forsikring. I hvert fald faldt skuldrene lidt med det samme og han overlod villigt sin hånd til Elliott og flettede fingrene ind mellem hans.

En udånding slap ham dog, da grævlingen nåede frem til pointen. "Nej," medgav han og trak vejret ned i lungerne igen, lettere uvillig til at forholde sig til morgendagen. "Det har sgu heller ikke været det nemmeste at tro på for mig."

[Elliott Wood]

"Det er ret vildt," svarede Elliott, ikke vanvittigt begavet. Men han følte sig også stadig blæst bagover af juni måned. Han stoppede, men vendte sig ikke helt mod Frankie. I stedet stod han og flagrede, halvt vendt mod gården, hvor solen stadig skinnede.

"Jeg ved ikke, hvad du har af planer, eller om du har nogle, men jeg havde overvejet, at, ja, jeg har aldrig sovet alene på et værelse før og det kommer nok til at føles ret underligt, så, ja, måske du vil sove der med mig? Sådan, fremover." Han slap ham og lagde en hånd over nakken, der i det øjeblik føltes kogende.

"Jeg ved godt, at det måske ikke er det mest cool at spørge dig, om du vil bo hos mine forældre, men, ja, jeg har ikke planer om at skrive kontrakt med et hold, så jeg har altså ikke råd til andet." Han turde slet ikke forholde sig til muligheden for, at Frankie slet ikke havde lyst til at bo sammen med ham.

[Frankie Figg]

Frankie havde omtrent en million bekymringer omkring, hvor fanden han skulle gøre af sig selv, når han landede i London i morgen. Alligevel var Elliotts spørgsmål komplet uventet og overraskelsen var tydelig på hans ansigt.

"Seriøst?" røg det ud af ham, blikket på Elliotts profil. "Hvad siger dine forældre til det?"

[Elliott Wood]

Elliott kunne høre overraskelsen og det var den, der endelig fik ham til at se direkte på Frankie. Han smilede genert og nikkede en enkelt gang, før det trak lidt mere op i den ene mundvig.

"Jeg, øh, ja, jeg skrev til dem og de har allerede sagt, at du gerne må," svarede han. "Hvis du vil, selvfølgelig."

[Frankie Figg]

Frank stirrede på Elliott, der endnu engang var vadet lige ind og havde reddet hele hans kaotiske liv. Han blinkede, før han kom til at slippe en udånding, der havde en munter undertone.

Og i stedet for at svare med ord, formindskede han instinktivt afstanden og pressede læberne insisterende mod Elliotts.

[Elliott Wood]

Elliott forstod ikke rigtigt lyden, der forlod Frankie eller hvad den betød, men han tøvede ikke med at tage imod kysset. I det lå der i det mindste en forsikring om, at dét ikke havde forandret sig, og han lukkede armene om ham i lettelse.

Der var ikke mulighed for flere pointtab eller eftersidninger, så han tog hvert et insisterende kys med den frihed, der hørte sig til årets sidste aften.